-
25 uger 1 dag siden
-
47 uger 4 dage siden
Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, langer hårdt ud efter en ny fransk lov, der gør det ulovligt at benægte det armenske folkedrab.
- Det forslag, der er vedtaget i Frankrig, er ensbetydende med diskrimination og racisme, og det krænker tankefriheden, siger Erdogan i en tale i parlamentet.
Han understreger, at den nye lov er “ugyldig” for Tyrkiet og advarer om, at den tyrkiske regering vil reagere, hvis Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, sætter sin underskrift på den.
- Skridt efter skridt vil vi indføre vores sanktioner, siger Erdogan uden at uddybe, hvad disse sanktioner vil indebære.
- Vi offentliggør vores handlingsplan alt efter udviklingen i sagen, tilføjer han.
Med stemmerne 127-86 vedtog det franske senat mandag den nye lov, der betyder, at man kan blive straffet med fængsel for at benægte, at massakren på armeniere i 1915 var folkedrab.
Loven blev i sidste måned vedtaget med stort flertal i det franske underhus, hvilket fik den tyrkiske regering til at fastfryse politiske og militære forbindelser.
Mange historikere bruger betegnelsen folkedrab om tyrkernes massedrab på op mod halvanden million armeniere i 1915.
Den tyrkiske regering selv taler om, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere blev dræbt, og at mindst ligeså mange tyrkere blev dræbt under civile uroligheder og stridigheder, da Det Osmanniske Rige faldt fra hinanden.
Den omstridte franske lov ventes at træde i kraft inden udgangen af februar.
Poul Vinther Jensen
Kilde: Dagbladet Information/Ritzau/AFP, den 24. Januar 2012

Seneste kommentarer
15 timer 33 minutter siden
6 dage 8 timer siden
5 uger 6 dage siden