Max Manus - manden der kæmpede for sit land

Hvad gør en ung patriot, når hans land er blevet besat af fjendtlige styrker?
For norske Max Manus var der ingen tvivl, da tyskerne havde besat Norge under 2. verdenskrig – han slog tilbage og kæmpede for det land der var hans.

 

I disse dage kører den norske film Max Manus i de danske biografer landet over, og den skildrer Max Manus’ modstandskamp mod de tyske nazister.

Filmen er med god grund blevet kaldet det norske svar på Flammen og Citronen, men selvom begge film drejer sig om den nationale modstandskamp mod den tyske besættelse, er der store forskelle i selve handlingen.

Hvor Flammen og Citronen primært likviderer danske stikkere og handler på egen hånd, så valgte Max Manus´ og hans folk med den norske Kong Haakons støtte at gå direkte imod den tyske flåde ved at bombe flere af de skibe der var vigtige for den tyske krigsflåde.

Max Manus’ historiske betydning for modstandskampen har uomtvisteligt været større end Flammen og Citronens mere symbolske handlinger.

 

I filmen starter vi med at følge Max Manus i den russisk-finske vinterkrig (1939-1940) hvor han kæmper mod kommunisterne, og er med til at forhindre at Finland bliver overtaget af Russerne.

Da tyskerne invaderer Norge i 1940 er Max Manus’ netop hjemvendt fra Finland og er hurtig til at melde sig under fanerne i den norske modstandskamp.

Herefter følger vi Max Manus igennem alle årene af 2. verdenskrig.

I starten ser vi ham og hans modstandsgruppe i uskyldige, men bestemt ikke ufarlige aktioner, med at uddele flyveblade og pro-norske aviser i Oslo under besættelsen. Aktioner der fører til anholdelse af Max Manus.
Han flygter dog fra Gestapos varetægt, og ender i Skotland hvorfra den norske modstandskamp organiseres.

Herefter går han langt mere hårdhændet til værks mod det norske lands indre fjende.

Den spænding, de nerver og ikke mindst den frygt der må være under Max Manus’ aktioner mod den tyske krigsmaskine, har instruktøren på fornemmeste vis formået at få videreført til publikum, så vi som seer virkelig formår at sætte os ind i den risiko Max Manus’ har sat sig selv i.
En risiko han tog af en eneste grund, fordi han elskede sit fædreland og ville have det tilbage.

 

De tab som Max Manus må lide undervejs og de tanker han gør sig i forbindelse med hans kamp udgør også en stor del af filmen, og det direkte fjendebillede illustreres i den nazistiske officer Siegfried Fehmer.

Naturligvis kommer vi også omkring kærlighedslivet, og hans forhold til guvernørdatteren ’Tikken’.
Tikken spiller en central rolle undervejs i filmen, og da filmen havde premiere i Norge for lidt over et år siden, kunne hun som 94 årig sætte sig til rette i biografsædet og følge med.

Skuespillerpræstationerne i filmen er særdeles overbevisende og selv Max Manus’ fjender bliver skildret med menneskelige træk, hvilket understreger at hans modstandskamp ikke var drevet af had til andre, men af rendyrket kærlighed til sit land.

 

Max Manus er et norsk mesterværk der absolut bør ses.

Ud over at være en af de flotteste skandinaviske film der nogensinde er lavet, så fortjener historien om nationalhelten Max Manus’ også at blive hørt.

Set med danske øjne har filmen da også et historisk perspektiv.

Dansk og norsk historie er tæt beslægtet, ligesom vor situation under 2. verdenskrig lignede hinanden.

Max Manus’ var desuden halvt dansker, og norske Kong Haakon som vi også oplever i filmen, var dansker og søn af Frederik den 8.

 

Selvom både truslen, kampen og metoderne er nogle helt andre i dag for fædrelandskærlige skandinavere end dem som Max Manus’ beskæftigede sig med, så er drivkraften den samme; Ingen skal tage vores land!

 

 

Se trailer fra filmen her: